Som følge af øget opgavetilgang inden for PR, public affairs og online-markedsføring har Lindskov henover de seneste måneder investeret i ny teknologi og oprustet med en række profiler, der skal styrke rådgivningen til det voksende antal kunder. Bureauet er kendt for at gå nye veje både med koncepter og profiler – og et af de nye ansigter tilhører da også en 71-årig ung web-programmør

Det Roskilde-baserede kommunikationsbureau oplever endnu et år med vækst siden etableringen for knap seks år siden. Lindskov Communication er et full service kommunikationsbureau, der løser opgaver inden for PR, Public Affairs, Marketing og Social Media. Med indehaver Lars Lindskov som konceptudvikler og med cand.comm. Catrine Eisenreich i spidsen for teamet har bureauet oplevet konstant vækst år efter år siden etableringen i 2011.

Massive investeringer

I en tid med konsolidering blandt medierne og med en digital transformation for fuld udblæsning, hvor både teknologier og forretningsmodeller ændrer måden at kommunikere på, har Catrine Eisenreich og Lars Lindskov valgt at tage afsæt i forandringerne og opruste. Det er sket ved både at investere i ny teknologi inden for datadrevne processer til analyser, distribution og overvågning – og ved at opruste med en række nye medarbejdere.

De nye ansigter skal med hver deres kompetencer bistå med at løse opgaver, der både styrker bureauets full-service profil og som sikrer kunderne én leverandør frem for flere forskellige, uanset hvilken ydelse, de har brug for i situationen. Vores seneste ansættelser skal være med til at løfte ad hoc-opgaver samt de større projekter, der er kommet i takt med strømmen af flere tilkommende kunder, siger Catrine Eisenreich.

Full-service kommunikation

I dag tæller teamet 19 medarbejdere, heraf 12 fastansatte på hel- og deltid med forskellige kommunikations¬uddannelser og job-erfaringer i bagagen. Hertil kommer syv fast tilknyttede og projektansatte freelancere, der støder til med specialkompetencer som oversættelser, tung IT-programmering og andre spids¬kompetencer.

Sammen med et fast team af eksterne samarbejdspartnere inden for produktion og distribution kan bureauet levere langt hovedparten af kundeopgaverne med inhouse-ressourcer. Det sparer kunderne for mange timer til briefing og opgavekoordinering, der ofte kan resultere i misforståelser eller tabt viden ved opgaveoverdragelse mellem forskellige leverandører, fortæller Head of Agency Catrine Eisenreich, der selv har været fire år på bureauet, heraf de seneste tre som bureauchef og daglig leder.

Interessevaretagelse i vækst

Stadigt flere brancheorganisationer og virksomheder søger rådgivning inden for politisk kommunikation og interessevaretagelse i forbindelse med lovgivning og rammevilkår inden for staten, regionerne og kommuner, det der i fagsprog kaldes B2G – business to government.

Til bureauets Public Affairs-team er cand.ling.merc. Carina Høedt derfor ansat som kommunikations-konsulent. Hun er uddannet fra CBS i international virksomhedskommunikation og har tidligere arbejdet som kampagne- og eventansvarlig i Det Konservative Folkeparti. Herudover har hun blandt andet erfaring fra projektopgaver i forbindelse med World Climate Summit og Danmarks Radio.

I samme team er stud.scient.pol. Rune Sonnenborg, 20, ansat som juniorkonsulent. Her bistår han bureauets seniorkonsulenter med analyser, strategiudvikling og interessevaretagelse for brancheorganisationer og virksomheder. Ved siden af jobbet hos Lindskov læser Rune Sonnenborg statskundskab på Københavns Universitet.

         

Blandt kunderne i dette team er Praktiserende Landinspektørers Forening, Jordemoderforeningen og Dansk Miljøforbedring A/S – og blandt ressourcerne er seniorrådgivere som tidl. kommunaldirektør, cand.scient.pol. Allan Vendelbo samt tidligere folketingsmedlem, cand.jur. Flemming Damgaard Larsen.

PR og mediehåndtering

Med det stigende antal online-platforme og nye kanaler, er de klassiske pressemeddelelser i forandring. Bureauet løser derfor i stigende omfang kommunikationsopgaver, hvor PR i print- og online-medier også distribueres gennem sociale medier som Facebook og LinkedIn.

Men PR er andet en den gode historie bragt gennem forskellige kanaler. Det er også en del af virksomhedens samlede kommunikationsstrategi og skal også omfatte håndtering af eksempelvis shitstorme, understreger Catrine Eisenreich, som derfor ser frem til at få flere ressourcer på bureauet til at bistå kunderne med fleksible indsatser fra et journalistisk afsæt.

Journalist Carina Krúnufjall Milling, 38, er efter en periode som projektansat nu blevet fastansat. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i Odense og medbringer erfaring fra ansættelser blandt andet hos Grafisk Arbejdsgiverforening og som tekstforfatter og kommunikationskonsulent på reklamebureauet Red Ink. Carina Krünufjall skal dels indgå i bureauets PR-team, dels i MarCom-teamet, der bistår kunder med løsninger målrettet B2C og B2B-segmenterne.

 

Søs Lindeborg Pedersen - Lindskov Communication

Cand.comm. Søs Lindeborg Pedersen, 27, er ansat som journalist. Hun er uddannet cand.comm. i journalistik fra Roskilde Universitet og har under sin uddannelse været i praktik på Dagbladet Børsen og TV 2. Senest kommer hun fra en freelance-stilling i Landbrug & Fødevarer. Søs Lindeborg Pedersen indgår i bureauets PR-team, hvor hun primært skal arbejde med erhvervsstof for bureauets B2B-kunder.

 

 

MarCom i vækst

Stadig flere kunder efterlyser online- og web-løsninger, der sikrer høj ranking på nettet og som giver en god brugeroplevelse. For kunne imødekomme et stigende antal opgaver inden for det digitale område har Lindskov Communication ansat Inge Schmidt Rasmussen, 71, der blandt andet skal sikre brugeroplevelsen og vedligeholde hjemmesider for bureauets kunder, ligesom hun har stærke kompetencer i programmering i MS Office-pakken.

Inge Schmidt-Rasmussen har gennem en årrække haft egen virksomhed, hvor kundeporteføljen talte Dong Energy, Danfoss og Lego. Før da har hun arbejdet i IBM og hos Canon, hvor hun også var underviser. Hun er født i det tidligere Østtyskland og flyttede til Danmark i 1976, hvor hun siden har arbejdet inden for IT og data. Vi glæder os rigtig meget til at anvende Inges kompetencer i vores MarCom-team, ligesom hun skal forestå udviklingen af en række kurser og webinarer til vores kunder, fortæller Catrine Eisenreich.

Josefine Midtgaard Wolf - Lindskov Communication

I samme team er Josefine Midtgaard Wolf blevet ansat som juniorkonsulent, hvor hun skal håndtere opgaver indenfor marketing og eventsupport. Ved siden af jobbet hos læser hun kommunikation på Roskilde Universitet.

 

 

Fra ejerledere SMVere til børsnoterede koncerner

Lindskov Communication blev etableret af Lars Lindskov i efteråret 2011 og har med Head of Agency Catrine Eisenreich i spidsen siden oplevet en stabil vækst over årene. Bureauet har hovedkontor i Roskilde og satellitter i Odense og Aarhus. Blandt kunderne er ejerledede virksomheder som Moestrup Alufacader ApS, Logistikkompagniet ApS og Kejserindens Gryder A/S over brancheorganisationer som Jordemoderforeningen og Praktiserende Landinspektørers Forening til internationale, børsnoterede og kapitalfondsejede virksomheder som Azets, Caverion, Coor, Continental og Visma. Lindskov Communication er i Danmark medlem af PR-brancheforeningen og er internationalt en del af Comvort Group, der tæller flere end 80 bureauer i 50 lande.

By | 2018-03-08T08:20:34+00:00 3. oktober, 2017|Nyheder|