50 år med historiske begivenheder, forandringer og aktiviteter skal fejres, hyldes og viderefortælles – og den opgave fik bureauet mulighed for at løfte i form af Solrød Kommunes jubilæumsskrift

I 2020 var det 50 år siden, at Solrød Kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970 – og den store milepæl skulle naturligvis synliggøres. Kommunen har gennem årene været igennem en enorm udvikling med historiske begivenheder, aktiviteter og forandringer – og det fik bureauet til opgave at formidle gennem arbejde medkoncept, design, historier og videoer til jubilæumsskriftet.

Opgave: At synliggøre og formidle kommunens 50-års historie og udvikling samt styrke den lokale identitet og sammenhængskraft.

Løsning: Historier og videoer om kommunens udvikling, klimastrategi og ambitioner for fremtiden samt voxpops og portrætter af borgere og toneangivende profiler gennem tiden.

Resultat: Jubilæumsskriftet blev udgivet som en digital og interaktiv version samt en printet udgave, hvor unge som gamle kunne gå på opdagelse i fem årtiers historier og fortællinger.

Formidling til borgere

Det var et klart ønske fra Solrød Kommune, at deres borgere både skulle opleve at mindes, men også lære nyt om kommunens historie. Der skulle være indhold, der vakte interessen hos unge som gamle borgere og det skulle være i en stil og tone, der var tiltalende for alle.

For at nå frem til det optimale indhold af skriftet blev borgerne inviteret til en workshop, hvor oplevelser, historier og stærke fortællinger blev delt. Således blev det sikret, at borgerne fandt indholdet interessant, men også at der var historier i form af artikler, videoer og fotos fra både 1970 og 2020.

Jubilæumsskrift i to versioner

For at nå en bred læsermålgruppe blev jubilæumsskriftet udarbejdet i to versioner – en traditionel printet udgave og en interaktiv udgave.

Den interaktive og dynamiske udgave blev udviklet for at optimere læseroplevelsen og tiltrække et bredere publikum, da jubilæumsskriftet også kunne læses og deles online. Med interaktive billeder, information og videoer fra de seneste fem årtier kunne læseren gå på opdagelse i et levende jubilæumsskrift.